Succeshistorier

Lotte Faurbæk

Jeg er ufrivilligt barnløs. Resultatet af de sidste 10 års mange fertilitetsbehandlinger og hormonkure, samt en graviditet for 6 år siden er, at min vægt har svinget op og ned som en yo-yo, og desværre mest op. Jeg har været på kostomlægninger i flere omgange, men jeg har aldrig rigtig tabt mig særligt meget (sikkert på grund af alle hormonerne).

 

I oktober 2009 fik jeg en Wii Fit i fødselsdagsgave. Da jeg stillede mig op på den, begyndte den som det første at veje mig. Jeg græd resten af aftenen. Det var virkelig et chok for mig. Jeg har aldrig nogensinde vejet så meget, som jeg gjorde på det tidspunkt. Dagen efter tog min veninde kontakt til Helsekompagniet, dagen efter det fik jeg en vejledende kostsamtale med Tina, og om lørdagen startede jeg på spinning.

 

10 uger senere havde jeg tabt 11 kilo. Det er fuldstændig fantastisk. Jeg har aldrig oplevet noget, der virkede så godt på mig. Jeg spinner 2 gange om ugen og går til bodytoning 1 gang om ugen, og det virker næsten mirakuløst. Jeg har aldrig været specielt sporty eller dyrket særlig meget motion, og jeg har mest betragtet motion som et nødvendigt onde for at tabe mig. Jeg skal love for, at min holdning har ændret sig. Når jeg en sjælden gang er nødt til at springe en træningstime over, savner jeg det faktisk. Så synes jeg, der går lang tid til næste gang. Bare det at vove mig til at gå på et hold sammen med andre, er en stor sejr for mig. Før foregik mine gymnastiske øvelser med træningsDVD’er foran fjernsynet for nedrullede gardiner. Jeg skulle ikke nyde noget af at blamere mig i fuld offentlighed. Men Helsekompagniets hold er bare noget helt andet. Der kæmper vi alle med hver vores individuelle problemer, og folk er søde til at bakke op og glæde sig på andres vegne.

 

Jeg har fået en individuel kostplan, som er en meget overkommelig modificering af det, jeg spiste i forvejen. I forhold til andre ting, jeg har prøvet før, er det ingenting. Det passer mig rigtig godt, at der ikke er en masse ekstra madlavning og opvask, og at min familie kan spise samme mad som mig.

 

Jeg har fået det langt bedre fysisk, end jeg havde, da jeg begyndte. Det er en kombination af motionen, styrketræningen og maden, som gør, at jeg har et bedre forhold til min krop i dag. Jeg kan komme længere og længere tilbage i klædeskabet. Jeg mangler stadig nogle kilo i at nå min idealvægt, men jeg taber mig omkring 1 kilo om ugen i gennemsnit. Og jeg skal nok nå mit mål: At nå min idealvægt inden sommer, hvor jeg skal hente min lille søn i Vietnam. Jeg skal bare være supermor til sommer – i ny bikini og med baby på armen. Så tror jeg ikke, livet bliver meget bedre.

 

Marianne

 

Marie-Louise

 

Lena

 

Jeg har bl.a fået meget bedre kondition, hvilket jeg især lægger mærke til når jeg suser rundt efter min lille dreng. En anden dejlig ting er, at jeg så småt begynder at kunne passe mit tøj, fra før graviditeten igen og det er bare skønt!

Peter

 

I august 2009 tog jeg beslutningen om at prøve igen!

 

Nu skulle der gøres noget ved alt den overvægt jeg slæbte rundt på,153,75 kg. hel præcis.

 

Jeg vidste det godt og burde vide bedre, specielt med en sundhedsfaglig baggrund og efter, at jeg tilbage i 2003 opnåede et vægttab på 33 kg og en nedgang i flere tøj størrelser.

Men alt det er NU fortid og der er kun en vej frem.

 

På nuværende tidspunkt har jeg opnået et vægttab på ca. 20 kg på 5 måneder, men jeg har fortsatlang vej.

 

Mit næste mål er at komme under 100 kg. i juni 2010 og mit endelige mål er at veje 90 kg. d. 24. september 2010.

 

For at nå mit mål ved jeg, at jeg vil have brug for, som jeg udtrykker det, en ”støttepædagog”.

 

Let livet.nu er tovholderne, dem som skal sørge for, at jeg holder mig på dydens snævre vej. Dette sker ved inspirerende mails og ugentlige sms`er samt den ugentlige opfølgning/vejning, så jeg kan følge med i om jeg når mine delmål.

 

Et vægttab på 1-2 kg om ugen er muligt, hvis jeg gør en indsats, følger kosten, passer mellemmåltiderne og passer træningen 2-3 gange ugentligt. Jeg ved, at det er muligt for mig at bibeholde mit nyopstartede livsprojekt, for jeg vil og jeg kan og jeg skal i bedre form og have en sund livsstil.

 

Lene - Før

 

Lene - Efter

 

Jeg har været overvægtig siden teenageårene. Jeg har siden forsøgt mig med alverdens kure, og det endte altid med, at jeg tog mere på, end jeg havde tabt. Jeg har aldrig haft den samme vægt i særlig lang tid. Mit voksne liv har vægtmæssigt været en lang jo-jo tur. Jeg tabte mig 25 kg med Vægtkonsulenterne, men da jeg nåede mit mål, gik det helt galt. Jeg ”skulle” nu spise alt det, jeg ikke havde fået under forløbet. Inden der var gået 6 mdr., havde jeg taget det hele på igen......igen........

 

Da jeg læste om Helsekompagniet, tænkte jeg, at det måtte være noget for mig – at det var den rigtige vej. Det bedste var, at hele familien kunne spise den samme slags mad. Det var en befrielse ikke at skulle lave separat mad til mig selv. I husholdningen udskiftede jeg pasta og ris med fuldkornsprodukter og tilsatte flere grøntsager.

 

De første 10 uger med Helsekompagniet tabte jeg mig 11,2 kg. Det gik jo fint og nemt. De næste 10 uger tabte jeg 5,7 kg – og de næste 10 uger 4,3 kg. På 30 uger havde jeg tabt 21,2 kg.

 

I starten var jeg meget motiveret og holdt mig uden problemer fra alt det usunde. Selv den fælles morgenmad på arbejdet om fredagen sagde jeg pænt nej tak til. Jeg var rigtig stolt af mig selv og fik også mange komplimenter fra kolleger. Træningen var jeg også glad for, dvs spinningen var ikke noget jeg så frem til, men når jeg var der, gik det fint. Det var nemmere at se frem til bodytoning. Jeg har været til samtlige træningstimer kun med undtageglse af ferier. Min samvittighed tillader ikke at jeg bliver væk.

 

Jeg er stadig bange for at ”falde i vandet” og spise for meget eller for usundt, men jeg er blevet bedre og kan efterhånden godt nyde at gå på restaurant – selv om det stadig er en udfordring. Det er en konstant kamp, men jeg fortsætter- denne kamp vil jeg vinde!

 

Ditte

 

Lad mig starte med at erkende, at jeg har været overvægtig i størstedelen af mit liv.

 

Hvalpefedtet tabte jeg aldrig, gik fra buttet barn til overvægtig teenager til fed voksen. Et utal af ”tab 5 kg-kure” har ikke gjort det store for mig; hver gang jeg havde tabt 5 kg tog jeg 7 nye på (hvem sagde yoyo?). Det blev så ikke bedre da jeg flyttede til Tyskland og levede af øl og nutella i to år + af de cigaretter der også holdt deres indtog i mit liv i den periode. Mit vægtmæssige ”højdepunkt” nåede jeg i 2001 med 110 kg, hvorefter jeg tabte 18 kg. alene på kostomlægning. Motion var aldrig inde i billedet. Det holdt så i et par år, hvorefter vægten begyndte at bevæge sig op ad igen.

 

Så udgangspunktet var at jeg var: Fed, inaktiv, ryger.

Jeg ved godt at det er en meget hård selvkarakteristik at komme med, og det var naturligvis heller ikke sådan jeg tænkte om mig selv dengang. Men i dag har jeg indset at det var det jeg var, og ligeså vigtigt; er i stand til at sige det om mig selv.

 

Dengang havde jeg aldrig troet at det skulle eller kunne ændre sig. Men, eller måske netop derfor, jeg havde heller ikke rigtig noget ønske om at det skulle ændre sig. Jo, det var indimellem besværligt at købe tøj, men det var så også det. Havde jo egentlig et godt liv, godt job, gode venner, interesser, følte ikke at min vægt begrænsede mig i forhold til det jeg gerne ville.

 

Der er et par datoer der hænger fast.

 

Søndag den 12.10.2008: Min veninde foreslår at vi sammen deltager i et ”Tab 10 kg på10 uger” forløb hos HelseKompagniet. For hende er formålet primært at komme af med de sidste graviditetskilo, for mig har det mere en social dimension. Vores liv har udviklet sig forskelligt de seneste år: Hun er blevet mor, blevet gift og står for at skulle flytte væk fra byen, så det vil være en oplagt mulighed for regelmæssigt at tilbringe noget tid sammen.

 

Tanke: Det vil da helt sikkert være rigtig hyggeligt at vi får set hinanden, og 10 uger er til at overskue.

Jeg har absolut ingen forventninger om at jeg vil få det helt store ud af forløbet, men skulle det lykkes mig at tabe et par kilo, vil det da bare være en sidegevinst.

 

Torsdag den 16.10.2008: Kostvejledning! Og dertilhørende vejning! En ting er at vide at det nok ikke står så godt til, noget andet er at få den lille seddel og se det sort på hvidt:

Vægt 97,1 kg, BMI 33,2, fedt 42,1 % = 40,9 kg eller hvad der svarer til 164 pakker smør.

Hold da op – ved ikke lige hvad jeg havde forventet – det eneste jeg tænkte var, at der trods alt ikke stod 100.

 

Lige der virkede det hele lidt uoverskueligt, hvor meget kan man nå på 10 uger? Godt jeg ikke havde de store forventninger. Men konceptet hed jo ”Tab 10 kg på 10 uger” så umiddelbart ville jeg jo tabe 10 kg, men da de 10 uger ville løbe frem til 27.12. og dermed henover julefrokoster, julehygge og juleaften, blev jeg rådet til et mål der hed at jeg skulle under 90 kg, altså tabe 7,1 kg og det var nok meget godt med et mål der virkede realistisk.

 

 

Efter endt samtale gik jeg i Føtex for at handle ind til den morgenmad jeg skulle til at spise for første gang i 25 år. Besluttede også at købe en ordentlig pakke chokolade for sidste gang i de 10 uger forløbet varede. Jeg kan tydeligt huske, at jeg stod foran hylderne og meget nøje overvejede hvad jeg synes var det allerbedste, men i dag kan jeg overhovedet ikke huske hvad jeg købte. Men jeg kan huske at jeg tog hjem og spiste rub og stub!

 

Kan stadig genkalde mig de blandede følelser jeg havde omkring det; på den ene side var det jo ikke anderledes end hvad jeg gjorde så tit, på den anden side så var det som om jeg var ved at sige farvel til en rigtig god ven for en periode – og mine tanker var: det er kun 10 uger, det skal nok gå, så længe kan jeg vel undvære slik. Under det hele lå en følelse af at det egentlig var lidt plat at jeg på den måde blev nødt til at ”tage afsked”. I dag er jeg overbevist om, at det var en god beslutning, der gjorde at jeg var afklaret omkring at indtagelse af sukker/fedt de næste 10 uger ikke var en option.

 

 

Lørdag den 18.10.2008: Mit livs første spinningtime. Fantastisk!

 

Må indrømme at det var pænt hårdt, men jeg var hooked. En helt ny oplevelse for mig at der var en form for motion der tiltalte mig, det er aldrig nogensinde sket før. Mit liv indtil da har ikke ligefrem været brolagt med succesoplevelser indenfor motionsområdet, startende med at jeg altid blev valgt som den sidste i folkeskolens gymnastiktime (hvad er det egentlig også for en måde at behandle børn på???). Holdsport har aldrig været særlig tiltrækkende, da det betyder at andre er afhængige af den præstation du yder, hvilket ikke er særlig tiltalende for en overvægtig. Kan du ikke præstere, så taber holdet, og selvom du har præsteret vil et nederlag ofte alligevel falde tilbage på dig.

 

Løb var, med den størrelse jeg havde, ikke en option. Derudover krævede det en disciplin og viljestyrke jeg ikke havde på det tidspunkt, for motion var alligevel ikke noget for mig. Det eneste jeg nogensinde har været glad for er at cykle.

 

Men her var der pludseligt noget der fængede: ”Holdsport” så du er ikke alene, du har fordelen ved at være en del af noget, men din præstation betyder ikke noget for andre end dig selv, du styrer lidt selv hvor hårdt det skal være, der er musik og så trækker cyklen rigtig meget opad. Efter timen var jeg træt på en fantastisk måde som jeg ikke har oplevet i rigtig mange år.

 

 

Tirsdag den 21.10.2008: En ny tur på vægten og JUBIII hele 2 kg var der forsvundet efter indførsel af den nye kostplan. Ved godt at det kun er væske og affaldsstoffer, men det ændrede ikke på følelsen af succes. Og gav mig blod på tanden.

 

Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg startet fordi jeg synes det kunne være rigtig hyggeligt at lave noget fælles med veninden, ikke fordi jeg helhjertet troede at jeg ville få så meget ud af det, men pludselig blev forløbet vigtigt for mig. Måske var der virkelig en mulighed for at det skulle lykkes for mig at tabe mig. Besluttede endegyldigt at det på kostsiden var alt eller intet! Der skulle ikke være noget udsving, det daglige energiindtag skulle overholdes, ingen slik, chips, alkohol etc. trods weekendhygge/fester.

 

 

Det eneste jeg stadig ville tillade mig var det ugentlige tebirkes fredag morgen på kontoret – lige indtil jeg få dage senere i forbindelse med en træning fik følgende besked fra min træner: Du må gerne spise et tebirkes, hvis du går en tur på 2 timer og 29 minutter bagefter, for det er den tid det tager af forbrænde det. Så blev den beslutning lavet om, det tebirkes var simpelthen ikke så lang en gåtur værd! Men den bevidsthed rykkede ved noget i mig, fra da af blev de meget få udsving i kosten overvejet i forhold til hvad der skulle ydes ekstra for at udligne dem.

 

 

Så beslutningen om at begrænse udsvingene og bevidstheden om ekstra energi ind ved at spise noget forkert, krævede en ekstra fysisk indsats for at forbruge energi gjorde at det faktisk ikke var så svært at få indarbejdet gode rutiner omkring kosten. Men det var vigtigt for mig at der var rutiner, jeg skulle helst ikke afvige for meget fra dag til dag, jeg vidste hvad jeg skulle spise til aftensmad, mellemmåltiderne var planlagte, og der var krise når salatbaren på job ikke var fyldig nok.

 

Det betød dog ikke at jeg talte kalorier og vejede mad hele tiden, det handlede for mig om at finde rammerne i kostplanen, og holde sig indenfor dem, og så begynde at bruge min sunde fornuft omkring kost. Det var vigtigt at gøre det nemt og overskueligt, og ikke bruge for mange tanker på mad, for det kunne nemt føre til fristelser, til tanker om forbud og potentielt blive farligt.

 

 

Kosten var der altså styr på, så kom turen til motionen! Efter en årrække med lange arbejdsdage hvor jeg ofte blev på jobbet til kl 20, meddelte jeg min chef at jeg fremover 2 dage om ugen blev nødt til at gå på bestemte tidspunkter, simpelthen for at nå min træning. En helt ny oplevelse at prioritere noget andet, at prioritere mig selv, og det er ikke uden stolthed at jeg konstaterer at jeg ikke en eneste gang brugte arbejde som en undskyldning for ikke at komme til træning. Men det var godt nok hårdt, og i løbet at de første 10 uger oplevede jeg aldrig at få mere energi ud af træning. Men jeg prøvede noget nyt: Jeg kom til at holde af træningen og sætte pris på den følelse af fysisk træthed jeg fik i kroppen bagefter.

 

 

Og så opdagede jeg noget der var endnu vigtigere: Vægten blev ved med at falde, mellem ½ og 1 kg per uge og den lille hvide bon blev min nye bedste ven. Fantastisk følelse! Jeg havde jo ikke forventet mig det helt store da jeg startede, og ville være tilfreds hvis jeg bare nåede under de 90 kg, men jeg opdagede at jeg blev motiveret af at vægten bare faldt. 8 uger henne nåede jeg 89,9 kg som jo var målet, men det var ikke nok, nu gik jeg efter de 10 kg på 10 uger. Nogenlunde samtidig besluttede jeg at tage 10 uger mere, det gik jo så godt, så hvorfor stoppe nu?

 

27.12.2008: De 10 uger er gået, samlet vægttab 10,2 kg, er meget stolt af mig selv, havde aldrig rigtig troet at det skulle lykkes mig! Tænk at der på den lille hvide slip stod 86,9 kg, kan ikke huske hvornår jeg sidst var under 90. Og BMI sagde nu 29,7, hvilket betød at jeg var gået fra FED til overvægtig. Følelserne forbundet med dette kan ikke beskrives. Og det var alt sammen gået så let.

 

 

Kort tid efter at jeg startede på de næste 10 uger skete der noget højst overraskende: jeg begyndte at blive træt af mine trofaste følgesvende cigaretterne! Jeg havde tillagt mig en vane med at sidde på cyklen og hive efter vejret i en time, hvorefter jeg liiiige skulle nå en cigaret inden jeg satte mig ind i bilen! Rigtig god vane…….. Efter mange overvejelser og samtaler (jeg var jo midt i et vægttabs-projekt, så hvor smart ville det lige være at holde op med at ryge nu?! Alle ved jo at man tager på når man stopper! Min motivation lå stadig i at vægten faldt, så hvad ville der ske hvis den begyndte at stige?) blev jeg overbevist om at der ikke var noget bedre tidspunkt at stoppe på, hvis det skulle være så skulle det være nu. Beslutningen bundede i 3 ting:

• jeg var allerede meget fokuseret på og havde godt styr på min kost, så jeg var overbevist om at jeg ikke ville begynde at spise i stedet for at ryge,
• rygestoppet var drøftet med og kommunikeret til min træner, som jeg stod overfor på vægten hver lørdag morgen, så han ville vide hvorfor, hvis vægten begyndte at stige og ikke mindst
• rygningen var under alle omstændigheder meget mere farlig for mig end overvægten

Så søndag den 18.01.2009 er endnu en af de datoer der hænger fast: Min sidste dag som ryger!!

 

 

I forbindelse med de samtaler jeg havde som forberedelse til mit rygestop, blev jeg præsenteret for ideen om, at jeg ville blive en anden hvis jeg ikke længere var ryger, ikke længere var overvægtig, at jeg ville være en mere sand udgave af mig selv, mere tro mod mit oprindelig jeg – en ide jeg opponerede kraftigt imod. Der var jo ikke noget galt med den jeg var, jeg ville stadig være den samme selvom jeg holdt op med at ryge. Jeg skulle blive så meget klogere.

 

 

Det var også lige omkring dette tidspunkt at det begyndte at gå op for mig at jeg var overspiser og mad-misbruger.

 

Ved det godt, lyder tåbeligt, for hvordan skulle jeg ellers have nået den vægt jeg havde?

 

Men én ting er at vide, at jeg har de forkerte madvaner, at jeg spiser for meget slik og junk, noget helt andet er at ERKENDE, hvorfor det er sådan. At erkende at jeg brugte det at spise som et outlet, som en beskyttelse af mig selv mod mine følelser, at jeg var så opsat på at opretholde det billede jeg gerne ville have at andre havde af mig, at jeg samtidig ville gøre alt for ikke selv at skulle se sandheden om mig selv i øjnene.

 

Det var absolut ikke en erkendelse jeg straks begyndte at forholde mig til, tværtimod ignorerede jeg den lidt, for lige nu og her var det jo ikke et problem. Jeg var på toppen, stjerne i mit eget liv: På under 4 mdr. havde jeg tabt 15 kg, var blevet glad for motion, havde fundet nye prioriteter i mit liv, var holdt op med at ryge og det hele var bare gået så nemt og uden de store udfordringer.

 

 

Desværre skulle det ikke fortsætte på den måde. Netop fordi det hele var gået så nemt, var jeg ikke rigtig blevet udfordret og jeg svævede lidt over jorden pga. mine gode resultater, og forholdt mig ikke til så meget.

 

Men så skete der noget i mit ”normale” liv, der kaldte på reaktionerne fra tidligere, dvs. sukker, fedt og cigaretter, jeg blev igen konfronteret med de følelser jeg helst ikke vil forholde mig til. Det var meget mærkeligt.

 

Jeg gik fra at synes at det hele var nemt, at tro på at det nok skulle lykkes mig at ændre mit liv og min sundhedstilstand til det bedre, til at føle at det hele kunne være lige meget, for det eneste det drejede sig om var at finde ”noget” der kunne drukne de følelser der rumsterede rundt i mig, ”noget” der kunne ”slukke” for de tanker der kværnede i min hjerne.

 

Problemet var bare at det eneste ”noget” jeg kendte var cigaretter og mad (jeg vil faktisk hellere bruge ordet ”spise” for det er ikke så meget maden, som handlingen - det at proppe i munden - der lindre). Jeg var godt klar over at det ikke var en option, ej heller en løsning, at søge tilbage, men det betød så at jeg var nødt til at finde ud af hvorfor cigaretter og spise stod for mig som en løsning. Jeg indså at havde brugt begge dele som en måde at afreagere på.

 

 

Mit største problem har altid været det jeg spiste udenfor måltiderne, og selvom jeg aldrig har set sådan på det, må jeg nu erkende at jeg har trøstespist, og det ville jeg faktisk have forsvoret at jeg gjorde. Men jeg har brugt det at overspise som en flugt, som noget jeg gjorde når jeg kun var mig alene, og var trist, ked, frustreret. Det samme i en vis udstrækning med cigaretterne. Der var den normale dagsration, og så var der fordoblingen derhjemme, når noget gik mig på, eller jeg skulle afreagere.Men altid alene, så ingen opdagede hvordan jeg havde det. Jeg har bare ikke været bevidst om at det var det jeg gjorde, eller nok nærmere: jeg har ikke ville være bevidst om det. Har aldrig forholdt mig til hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, hvorfor jeg syntes at tilværelsen blev mere udholdelig efter en stor plade chokolade, sådan havde det været længe og jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det.

 

 

I og med at jeg ikke længere havde disse ”løsninger” til rådighed, begyndte jeg i stedet intuitivt at ændre mig i min omgang med andre. Hvor jeg tidligere, som noget helt naturligt, havde taget andres frustrationer eller smerte på mig, havde undgået at stå ved mig selv eller undgået en konfrontation, var jeg nu nødt til at reagere i øjeblikket i stedet for at bide det i mig, for jeg havde ingen anden mulighed for at ”få luft”, spisning og cigaretter var der jo ikke mere.

 

Det betød så at jeg var nødt til at forholde mig til min oplevelse af at der var mennesker jeg følte jeg sårede, der var meget uforstående overfor mine reaktioner, og jeg kæmpede med en følelse af dårlig samvittighed over at jeg ”svigtede”, samtidig med at jeg måtte erkende at jeg var ved at ændre mig.

 

Jeg var helt uforberedt på alle de tanker der optog mig om mit tidligere liv og på de ændringer i mig jeg kunne mærke var på vej, og pludselig føltes det hele ikke så nemt og ligetil. Samtidig blev jeg også meget nemt slået ud af balance af begivenheder i dagligdagen. Og det værste var næsten at jeg jo stadig ikke havde fundet en måde at komme af med alle mine følelser på, når nu jeg ikke længere havde mad og cigaretter.

 

 

Samtidig måtte jeg se i øjnene at det ikke længere ”bare” drejede sig om vægten. Jeg blev stadig motiveret af at vægten faldt, men det der skete i mit hoved havde meget større indflydelse på mig og mit humør. Jeg indså, at jeg var midt i en proces, der ville ændre meget mere end, hvordan jeg så ud, og det var mere end jeg kunne klare at forholde mig til på det tidspunkt, og for første gang overvejede jeg om vægttabet var alt det andet værd. Min hjerne kørte på højtryk næsten hele tiden, og jeg havde ingen kontrol over mine tanker, der alle sammen drejede sig om at nedgøre mig selv.

 

Løsningen blev, meget overraskende, træningen. Jeg opdagede at på spinning-cyklen kan jeg ikke tænke på noget som helst andet end at cykle, og cyklen blev mit helle. Underligt at jeg, der altid havde hadet motion, finder ro når jeg giver mig allermest.

 

 

Ansporet af samtaler med min træner og påmindelser om mit liv 4 mdr. tidligere traf jeg en beslutning, der efterfølgende nærmest er blevet mit mantra: Jeg vil ikke lade det mest positive jeg nogensinde har gjort for mig selv blive vendt til noget negativt! Det var vigtigt for mig at holde fokus på, at jeg gjorde noget rigtigt og noget godt for mig selv, at jeg blev sundere og kom i bedre form for hver dag der gik.

 

Jeg besluttede mig for at koncentrere mig om at nyde mine fremskridt, og skubbe alt det andet som jeg ikke var klar til i baggrunden. Jeg ignorerede de ting jeg lærte om mig selv, for jeg var stadig ikke parat til at se dem i øjnene eller til at erkende at jeg ville ændre mig i takt med at jeg tabte mig. Så jeg forholdt mig ikke så meget til fortiden, til det der havde været før, men mere til det der var nu. Det gjorde underværker for mit humør, og ved at koncentrere mig om vægttabet og træningen genfandt jeg glæden ved mit projekt, og kunne igen svare ”Godt” på spørgsmålet: Hvordan går det?

 

Jeg kan se nu at det endnu en gang hjalp mig at jeg tog en bevidst beslutning, hvor jeg var klar over både tilvalg og fravalg, og hvis jeg stadig ville gå og ruge over alt det der påvirkede mig negativt, blev jeg jo nødt til at lave min beslutning om.

 

Efterhånden var der gået 6 mdr. siden jeg startede og jeg havde tabt over 20 kg, og var i gang med omgang nr. 3. Fordi jeg var startet på forløbet nærmest ved en tilfældighed, havde jeg ikke noget endeligt mål jeg skulle nå, men jeg fandt stadig min motivation på vægten, og mine delmål var stadig forbundet med den, selvom selve processen var blevet det vigtigste, og vægttabet var blevet sekundært i forhold til den. Jeg forholdt mig stadig ikke til de erkendelser jeg nåede frem til, men jeg vidste godt at jeg blev nødt til det på et eller andet tidspunkt. Hvis ikke, så er det fuldstændig lige meget om jeg taber mig, for ændrer jeg ikke på de mekanismer der ligger bag min overvægt, så er det jo kun et spørgsmål om tid før jeg begynder at tage på igen.

 

 

I stedet for at tage fat på det, reagere jeg på omverdenens forventninger: at jeg er nødt til at have et endeligt mål med det jeg foretager mig. Der er ikke mange der kan forstå det, når jeg forsøger at forklare at det ikke kun drejer sig om at tabe sig, de ser jo kun på det ydre, og ved ikke og forstår ikke alt det der foregår inde i hovedet på mig. Med det billede jeg har skabt udadtil og den historie jeg igennem årene har fortalt om mig selv til andre, er der jo heller ikke nogen der forstår at jeg skulle have trøstespist, så det er da klart at der ikke er nogen der forstår at jeg gennemgår en kæmpe omvæltning i mit indre.

 

Jeg er i et dilemma omkring andres interesse i mit projekt. Jeg vil meget gerne fortælle om min kostændring, min træning, HelseKompagniet, alle de ydre ting, men det er så også det. Der er ganske få der er tæt involveret, som ved hvor meget jeg taber mig og som hører om mine kampe, men jeg kan jo ikke længere skjule det og omverdenen begynder naturligt at stille spørgsmål.

 

På den ene side bliver jeg selvfølgelig glad når folk bemærker at jeg har tabt mig, på den anden side føler jeg de blander sig unødigt. Alle lader til at have en holdning til om jeg skal tabe mere og i givet fald hvor meget, alle tror at de har lov til at kommentere på min fysiske fremtoning. Jeg opfatter det som et pres om at jeg skal have et mål med det jeg foretager mig, og at jeg som minimum skal forklare og forsvare hvorfor jeg ikke har et.

 

Men det er jo ikke noget jeg har lyst til at indvie alle andre i, og det bliver desværre indimellem opfattet negativt at jeg ikke vil tale om det. Men jeg har det svært med at, bare fordi det er noget med en synlig effekt man foretager sig, så har alle lov til en holdning, en mening, en kommentar, men for mig er det jo slet ikke det ydre, det primært drejer sig om.

 

Udover at jeg føler et krav om, at jeg må have et mål, er der også en forventning om at jeg lige pludselig må være helt vild lykkelig og fri for problemer. Men sådan føler jeg det absolut ikke, tværtimod. Der er jo ikke sket de store forandringer i mit liv, det eneste der har ændret sig markant er mig, og det er ikke umiddelbart noget der gør mig lykkelig, i hvert fald ikke her og nu.

 

 

Derudover havde jeg utroligt svært ved at forholde mig til den ros jeg fik fra alle sider, og til folks kommentarer om hvor godt jeg så ud. Min udfordring var og er, at min hjerne simpelthen ikke kunne følge med min krop.

 

Intelligent vidste jeg jo godt at der var en kæmpe forskel, men når jeg stod foran spejlet kunne jeg ikke se det. Jeg så kun alt det som stadig var galt. Så kun alle skavankerne, alt det der manglede at forsvinde. Det gik op for mig, at det var rigtig lang tid siden at jeg havde set ordentligt på mig selv, både på den ene og den anden måde, så sammenligningsgrundlaget var ikke ”opdateret”. Men har alligevel aldrig været så kritisk omkring mig selv, som jeg er nu, på alle fronter.

 

Jeg kunne heller ikke ”mærke” forskellen. Det var som om at min krops fysiske rammer stadig var, som da jeg vejede 20 kg mere. Jeg forsøger stadig at gøre mig mindre i en forsamling, ikke at tiltrække mig samme mængde opmærksomhed som min krop krævede af fysisk plads. Jeg kunne sidde i en forsamling, se at jeg så absolut ikke var den største, men jeg kunne ikke overbevise mig selv om at det var sådan. Jeg har aldrig tidligere været bevidst om, at jeg på den måde har forsøgt ikke at tiltrække mig opmærksomhed, så det var meget underligt pludseligt at opdage at det var det der lå til grund for den måde jeg havde opført mig på. Hvilken begrænsning jeg havde lagt på mig selv.

 

Igen finder jeg ro når jeg træner og motivation i at vægten falder. Jeg begynder at mærke min krop igen på en helt ny måde, begynder at mærke at den kan mere end jeg tror, og at jeg skal lade kroppen bestemme, så skal den nok selv sige fra. Det er det der holder mig i gang, sammen med den støtte jeg får.

 

 

Det er pudsigt, at hver gang jeg synes det går godt, sker der noget der får lov til at påvirke mig, så jeg bliver indhentet af gamle spøgelser. For at håndtere alt det der skete med mig, havde jeg opbygget min egen lille verden, som i en lille boble. Der kunne jeg i et vist omfang kontrollere hvad der skete og jeg tillod mig selv at have det godt, uden at sætte spørgsmålstegn ved noget.

 

Men igen blev jeg indhentet af virkeligheden og denne gang blev jeg rigtig rystet. Efter 7 mdr. med kontrol kan jeg stadig i mit hoved sætte spise lig forløsning, jeg kan stadig blive fristet af gamle vaner, jeg kan stadig ønske at finde trøst i køkkenskabet, og kun ren viljestyrke forhindre mig i at gøre det.

 

Jeg er nødt til at tage hul på næste del af processen og forsøge at forholde mig til de tanker og følelser der rumsterer rundt i mig, til det jeg har lært om mig selv men skubbet foran mig.

 

En ting er at jeg tidligt har erkendt mit madmisbrug, nu er jeg nødt til at forholde mig til hvorfor. Og dette er nok en af de vigtigste faser jeg var igennem. Tidligere har jeg følt skyld overfor andre fordi jeg ændrede mig, følt at jeg svigtede dem fordi jeg ikke var som før.

 

 

Pludselig kan jeg se at jeg gennem hele livet har svigtet mig selv, og at jeg tværtimod burde føle skyld overfor mig selv for ikke at have været tro mod de følelser jeg havde. Jeg har lagt så mange begrænsninger på mig selv gennem hele mit liv, fortalt mig selv om alt det jeg ikke kunne, levet som jeg troede at andre forventede det, og når jeg så følte at jeg ikke slog til eller at livet var hårdt, spiste jeg. Jeg indså nu at jeg har et valg (f.eks. jeg kan spise eller lade være), at jeg altid har haft et valg, jeg har bare ikke udnyttet det. Jeg forstår at når jeg synes det har været hårdt og gjort ondt, så har det tit og ofte været en falsk smerte jeg selv har skabt for at dække over den ægte.

 

Så jeg har aldrig tilladt mig selv at føle den ægte smerte, jeg har skjult den, dækket over den og i stedet skabt en pseudo-smerte som ikke var lige så slem, og som jeg bildte mig ind stammede fra noget helt andet. Så i virkeligheden har jeg hverken været i kontakt med min fysiske krop eller min følelses-krop.

 

Jeg var slet ikke som jeg troede! Jeg har været så fokuseret på at opretholde det billede jeg gerne ville have at omverdenen havde, at jeg også har forsøgt at overbevise mig selv om at det var sådan jeg var. Jeg ville eksempelvis ikke lade nogen se hvis jeg var ked af det, altså ville jeg ikke lade mig selv se det. Så jeg har kun ladet den ene halvdel af mig selv komme til udtryk, den anden halvdel er blevet skjult og holdt nede i mange år.

 

Det kan godt være at jeg udadtil i vid udstrækning er den samme, men indeni er jeg absolut ikke den samme mere. Selv mine værdier har på nogle punkter ændret sig. Jeg tillader nu også mig selv at føle den ægte smerte afledt af mit svigt af mig, og den måde jeg har behandlet mig selv på.

 

 

I hele denne hårde fase var det igen i træningen at jeg fandt min ro, det var der jeg ikke behøvede at tænke. Jeg begyndte også at løbe, og også her får min hjerne ro.

 

Gennemgående i hele forløbet har været at når jeg fik mine tænke-ture, kunne jeg finde en slags fred og ro når jeg trænede, når jeg pressede mig selv maksimalt. Det pudsige har så været at, pludselig kunne jeg til en træning ikke yde maksimalt, kunne ikke finde viljen til at presse mig selv, fik ondt, der har været mange ting galt gennem tiden, og så kunne jeg slå mig selv lidt i hovedet med det, men som regel har det signaleret slutningen på den tænke-periode jeg har været i, og starten på en mere rolig periode hvor jeg har haft det godt.

 

 

9 måneder ældre og 30 kg lettere gør jeg så midtvejs-status: 

Den hårdeste af mine ture har jeg haft for nylig, efter jeg havde tabt 30 kg. Selvom jeg har fortalt mig selv og alle andre at det ikke var vægten det drejede sig om, men processen, er det jo stadig på vægten jeg har fundet min motivation. Og i og med at jeg nu har tabt 30 kg er jeg jo godt klar over at det kan være begrænset hvor meget mere jeg taber, at der ikke skal så meget til før der ryger et par hundrede gram på, og pludselig føles det som om jeg er ved at nærme mig slutningen, uden at jeg egentlig synes at jeg er færdig med processen.

 

Og hvornår stopper den? Bliver jeg nogensinde færdig med processen? Kan jeg finde og fastholde motivationen et andet sted end på vægten? Jeg er stadig ikke helt færdig med at bearbejde de følelser der var forbundet med denne ”tur”, men håber at læringen kommer på et senere tidspunkt.

 

 

Processen er og har været hård, men på trods af det vil jeg absolut ikke være de seneste 9 mdr. foruden eller hellere være forblevet den jeg var end den jeg er i dag. Når omverdenen anerkendende siger; du har også slidt for det du har opnået, mener de trænet hårdt og hængt i med kosten, men for mig er det virkelige slid det der foregår inden i mig. For mig har både kosten og træningen været lette at overholde. I starten var det ren viljestyrke, alt eller intet, efterhånden blev det fordi det var noget jeg kunne kontrollere, omtrent det eneste der foregik med mig jeg kunne kontrollere, og det var let at skabe succes på begge områder.

De udfordringer jeg har haft og stadig har på det mentale plan havde jeg absolut ikke forudset, og jeg havde givet op for længst hvis jeg ikke havde haft hjælp undervejs til at forstå hvad der skete og at det ikke var mig der var noget galt med. Værdien af ordentlig sparring/rådgivning kan ikke overvurderes.

 

Jeg har tit haft tanken at det ville være meget lettere bare at stoppe og gå tilbage. Der er så mange følelser forbundet med ens vægt, som jeg slet ikke var klar over. Det er jo virkelig følelser man skræller af efterhånden som man taber sig. Og identitet! Hvem er jeg, når jeg ikke kan genkende mig selv i spejlet, eller genkende mine reaktioner? Hvem er jeg, når gamle indgroede vaner strider i mod den jeg er i dag, og jeg ikke har noget andet at sætte i stedet for?

 

 

Det kan godt være at min vægt ikke begrænsede mig i det jeg gerne ville, men jeg lod i meget høj grad det jeg gerne ville begrænse af min vægt! Forstået på den måde at jeg erkendte at der var ting jeg ikke kunne, men så var jeg heller ikke interesseret i dem eller jeg fandt på andre undskyldninger for hvorfor det ikke kunne lade sig gøre.

 

Jeg satsede altid på det sikre og undgik dermed nederlag relateret til min størrelse, men så blev jeg jo heller ikke tvunget til at se i øjnene at jeg skulle ændre på den. Men hvad nu når jeg ikke kan sætte den begrænsning op, og alle muligheder dermed i princippet ligger åbne? Nu har jeg ikke længere nogen undskyldning.

 

 

Jeg har fundet ud af at en ting er at ville tabe 10 kg, noget helt andet er at gøre op med et liv med overvægt og inaktivitet.

 

Det er nogle helt andre mekanismer der kommer i spil.

 

Selvfølgelig er der viljestyrke forbundet med begge dele, men udfordringerne for den der har levet et helt liv som fed er nogle helt andre end for den der stille og roligt har taget 10 kg på.

 

Hvis du har været normalvægtig i en periode af dit liv, ved du hvilken vægt du skal gå efter. Det er lettere at sætte et mål for hvad du vil opnå, du ved hvornår du sidst havde det godt med dig selv og din krop, du kan huske hvordan du så ud, det ved/kan du bare ikke når du aldrig har prøvet det.

 

I den situation ved du faktisk ikke at eller om du har nået målet, og det er let at blive så optaget af vægten at du ”glemmer” alt det mentale du ofte også skal i mål med, for at fastholde vægten fremover. Min udfordring har været at jeg slet ikke kunne have et mål.

 

Jeg havde ikke noget jeg skulle tilbage til, kun noget jeg skulle væk fra.

 

Jeg vil forsøge ikke længere at være så fokuseret på vægten, men i stedet forholde mig til det jeg ser i spejlet, til hvordan jeg har det med den krop jeg har i dag. Forsøger at få et forhold til min krop igen, vide hvad den kan klare. Også derfor forsøger jeg i stedet at sætte mål for, hvad jeg skal med min træning, for jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal svare, når nogen spørger, hvad jeg vil veje, men jeg ved, at jeg gerne vil gennemføre Eremitageløbet på under 1½ time.

 

 

Jeg har stadig problemer med intuitivt at genkende mit eget spejlbillede. Når jeg løber forbi et

vindue på mine ture, er der stadig dage, hvor jeg kan blive helt høj, når det går op for mig at ”damen i vinduet” er mig selv.

 

Jeg er blevet meget bevidst om hvilken effekt ens fysiske fremtoning har på omverdenen. Jeg har, lidt naivt, aldrig forbundet de to ting før, men det er skræmmende at opleve hvor forskelligt det er f.eks. at gå ud og handle nu i forhold til før. Næsten ligegyldigt hvilken butik jeg kommer ind i, bliver jeg mødt med en helt anden venlighed og imødekommenhed end før. Føler mig lidt hensat til folkeskolens gymnastiktimer, nu er det bare ikke mig der er den sidste der står tilbage…

 

Mit forhold til mad og det at spise skal jeg stadig arbejde med, jeg kan stadig finde på at slå mig selv i hovedet hvis jeg spiser udenfor måltiderne. Jeg kan stadig få associationer til fortiden hvis jeg nærmest robotagtigt tømmer en skål med druer. Jeg tror det bliver svært at gøre op med, men jeg tror faktisk også at det er sundt at fastholde en lille frygt for at ende som før. Når jeg tidligere har kunnet ty til mad for at finde trøst, vil det være lettere at gøre det igen, hvis jeg ikke hele tiden er bevidst om at den risiko er tilstede.

 

 

Dét har jeg lært: 

Jeg skal lære af de ting jeg har indset om mig selv og den måde jeg tidligere har levet mit liv på.

 

Jeg skal bruge de ting, jeg har lært til at holde fast i den jeg er i dag.

 

Jeg skal tage den viljestyrke og disciplin jeg har vist, at jeg er i besiddelse af, med over på andre områder af mit liv og bruge den der.

 

Jeg skal fremover turde drømme om at nå det, der synes uopnåeligt, for uden den slags drømme havde jeg ikke været, den jeg er i dag.

 

 

Mette - Før

 

Mette - Efter

Jeg er 25 år gammel, og har stort set altid været overvægtig, i perioder har jeg haft store vægttab, men på en ikke særlig sund måde. Da jeg tog beslutningen om, nu skulle det være, at jeg skulle tabe mig, eller som det populært hedder ”ændre min livsstil”. Var det af mange grunde, men ikke mindst af forskellige stilletigende signaler fra min omverden og mig selv. Jeg var ikke ulykkelig over min krop og var som person heller ikke ulykkelig, det var bare ikke det helt fede at kigge i spejlet om morgenen, og skulle indrømme at jeg nok var nået i en str. 44 i bukser og Large i trøje. Jeg besluttede at efter nytår 2009, som så mange andre, at nu gør jeg det, helt seriøst!

 

Jeg så forskellige tilbud om at ”tabe 10 kg på 10 uger” i lokalavisen og valgte Helsekompaninget, kun af den grund at det var 5 kr. billigere end i det andet tilbud.

 

Her et år efter ser jeg denne beslutning som den nok mest fornuftige jeg har truffet i mit voksne liv.

 

De første 10 uger, knoglede jeg 12 kg. af. Jeg holdt mig 100 % til kostplanen, som var tilpasset mig og mit liv. Fx ved min første kostvejledning, kom snakken jo som ofte ind på alkohol til sociale lejligheder, dette er jo virkelig KJ i hobetal. Jeg foreslog selv, at jeg slet ikke rørte øl osv. i de 10 uger. Tina derimod, sagde ”Mette du er 24 år, det er ikke realistisk at du ikke røre alkohols i 10 uger”. Tina lade, det som svare til 10 øl i min KJ – indkøbskurv, og det var en meget fornuftig ting at gøre. Det gav mig luft til at stadig at kunne leve som jeg plejede. Selvfølgelig ingen junkfood dagen efter osv.. Tro det eller lad være, man kan faktisk vende sig til at spise havergryn m. rosiner til morgenmad, selvom man har tømmermænd. Vægttab 12 kg.

 

Da de første 10 uger var gået og jeg var godt i gang med at blive pænere og pænere, og gå længere og længere ned i tøj størresler (det er dyrt, med alt det nye tøj, man skal ud og invistere i). Kom sommeren og jeg besluttede at, nu var det ferie og ingen ”livstilændring” i de 3 uger, men når alt kom til alt, havde min livstil ændre sig og jeg havde slet ikke lyst til at spise i de mængder, som jeg tidligere kunne indtage. Selvom der havde været is, burger, gillmad og masser af øl, havde der også sneget sig en løbetur ind hist og her. Reslutatet var vægtøgning på 500 gram. Så det var bare dejligt. Vægttab 16 kg.

 

I efteråret blev jeg opfordret til at deltage i spinninginstruktøruddannelsen i Helsekompagniet, hvilket jeg lige skulle tænke over. Vupti 1,2,3 var jeg i gang som instruktør og begyndte at kører vikar- hold i Helsekompagniet. Dette er jeg meget glad for, det er fedt at sidde på ”tronen” og medvirke til at andre mennesker går fra en time med en fed fornemmelse i kroppen og ikke mindst en dejlig narturlig træthed. Vægttab 19 kr.

 

Så kom jul og nytår og her spiste jeg også meget usund mad, men i helt andre mængder end før. Det var som om at fokus i julen var et helt andet sted end på ALT den mad som skulle indtages. Gåture, julespinning og enkelte løbeture, blev det til, så man kunne gå til bords med god samvittighed. Jeg var helt sikker på at jeg havde spist mig tyk og fed i ris á la mande, men resultatet var kun vægtøgning på 800 gr. Vægttab 20 kr.

 

Godt Nytår og champange spinning! Totalt fedt at møde op 31. dec. sammen med 25 andre som også bare giver den fuld gas for at komme godt ind i det nye år. Efter nytår er jeg ”oppe på livsstilændrings-hesten igen” og mangler nu kun de sidste 3-5 kg. før jeg ser mig selv som totalt vinder, og boss over eget liv. Min selvtillid er steget med 100%, jeg har lettere til personlige succeoplevelser. Jeg tror mere og stærkere på mig selv i div. situationer både på job og i fritiden. Jeg er blevet stærkere i min personlige indentitet. Jeg har altid været en glad og udadvendt person, men mon ikke også det her fået et skrug i den rigtige retning? Derudover er min krop i tiptop form, tøjet er nu str. 38 og Small, og jeg er total klar til at løbe marathon, føde børn og gå op ad trapperne uden at falde om.

 

Mette Lyngsø Holst